Hvis dit kørekort er blevet betinget frakendt, vil politiet indkalde dig til den kontrollerende køreprøve. Ved en betinget frakendelse af kørekortet beholder du dit kørekort – men kun hvis du består en kontrollerende køreprøve inden for den af politiet fastsatte frist (typisk 6 måneder). Den kontrollerende køreprøve omfatter både en teoriprøve og en køreprøve. Der er ikke noget krav om, at du tager teori- eller køreundervisning, inden du tager den kontrollerende køreprøve, men mange kan have glæde af en genopfriskning.
Du har kun to forsøg til hver prøve, hvis du vil beholde dit kørekort (inklusiv samtlige kategorier, dit kørekort gjaldt inden frakendelsen). Dumper du en af prøverne tredje gang, vil du miste dine kørekort i alle kategorier, og du vil først få kørekortet tilbage, efter du har bestået begge prøver – og ikke længere automatisk generhverve førerretten til andre kategorier.
Dit kørekort kan blive betinget frakendt, hvis du fx:
- ikke har taget hensyn til færdselssikkerheden og har voldt skade på personer eller ting eller har fremkaldt mulig fare
- har kørt for hurtigt, fx 160 km/t eller derover på motorvej eller over 60 pct. for hurtigt på de resterende veje
- har kørt spirituskørsel og har haft en promille mellem 0,5 og 1,20.
- har fået 3 klip i dit kørekort inden for 3 år
- har undladt at yde hjælp i muligt omfang efter involvering i færdselsuheld
Hos LZ Køreskole hjælper vi dig gerne med generhvervelse af kørekort.
Pakken for generhvervelse af kørekort er et eksempel ved gennemførsel af en kontrollerende køreprøve, som udgøres af en teori- og køreprøve.
Du vil herudover modtage et link i din e-boks som er betaling til staten for din teoriprøve fra 1.170 kr.. Er du i tvivl, er du velkommen til at ringe til os eller besøge os på Østre stationsvej 33, 2 sal. 5000 Odense i vores åbningstider.
Ved en ubetinget frakendelse af kørekortet frakendes du førerretten til alle kategorier, du har kørekort til. Du skal aflevere dit kørekort, og du må IKKE køre bil. Kørselsforbuddet kan vare fra 6 måneder og opefter (er den ubetingede frakendelse på grund af spirituskørsel, er frakendelsestiden minimum 3 år). Det er politiet og retten, der fastsætter, hvor lang din frakendelsesperiode skal være.
Den ubetingede frakendelse kan inddeles i to perioder: Frakendelsestiden (den tid, der skal gå inden en mulig generhvervelse af kørekortet) og prøvetiden efter generhvervelsen (forseelser inden for prøvetiden medfører ubetinget frakendelse af kørekortet i minimum 6 måneder).
Det er muligt at generhverve dit kørekort, efter den af politiet fastsatte frakendelsestid. Du skal dog gennemføre både en teori- og køreprøve for at få kørekortet tilbage – og du generhverver ikke automatisk førerretten til andre kategorier.
Dit kørekort kan blive ubetinget frakendt, hvis du fx:
- har kørt mere end 100 pct. for hurtigt
- har kørt spirituskørsel med en promille på mere end 1,2
- har kørt groft uforsvarligt eller hasarderet
- har fået en betinget frakendelse af kørekortet 2 gange inden for 3 år
Hvad koster det at gå til kontrollerende køreprøve?
En kontrollerende køreprøve koster 1.170 kr. og dækker både den teoretiske og den praktiske køreprøve. Du kan booke den kontrollerende køreprøve ved kommunen eller ved en kørelærer.
Må jeg køre bil efter en betinget frakendelse?
Ja, du mister ikke førerretten ved en betinget frakendelse. Det er dog betinget af, at du består en ny teori- og køreprøve indenfor en fastsat tidsramme. Hvis du ikke består, kan politiet afgøre, om kørekortet skal frakendes ubetinget.
Hvad er en prøvetid?
Efter at du generhverver dit kørekort, vil der være en prøvetid. I denne periode må du ikke begå forseelser, da dette kan medføre, at kørekortet frakendes igen. Du skal være opmærksom på, at der er forskellige regler for, hvor længe prøvetiden varer alt efter hvilken type forseelse du har begået.
Hvad sker der, hvis jeg kører bil under frakendelsestiden?
Det er ulovligt at køre bil under frakendelsestiden (du har kørselsforbud), og kørsel uden gyldigt kørekort kan medføre en bøde svarende til en månedsløn netto. Hvis du bliver taget i at køre bil under frakendelsestiden mere end en gang, kan du risikere fængselsstraf. Din frakendelse vil sandsynligvis også blive forlænget.
Hvordan generhverver jeg mit kørekort?
Der er forskellige regler for, hvordan du generhverver dit kørekort, alt efter om det er betinget eller ubetinget frakendt. Ved en betinget frakendelse skal du bare bestå en teori- og køreprøve, mens du ved en ubetinget frakendelse skal erhverve det på lige fod med nye bilister.