Hvad koster det at have bil?
Bilen er en af de ting, som vi i Danmark bruger flest penge på. Ikke kun når det kommer til at købe den, men også når det kommer til vedligeholdelse, brændstof og forsikring. Derfor er det vigtigt, at du sætter dig godt ind i, hvad det koster at have bil, før du skynder dig ud og køber bil, lige så snart du har dit kørekort. På den måde kan du være sikker på, at du har råd til at betale alle de udgifter, der er forbundet med at have bil. Her i artiklen kan du læse om nogle af de udgifter, som du skal være opmærksom på, når du tager det store skridt og køber bil.
Overblik over udgifterne ved en bil
Det er ikke kun udgiften til selve bilkøbet, du skal tage højde for, når du køber bil. Du skal også være opmærksom på de løbende udgifter forbundet med at være bilejer. Gør det nemmere for dig selv at have et overblik over omkostningerne ved at lægge et budget. Nogle af de udgifter, du med al sandsynlighed vil støde på, når du har bil, er:
- Bilafgifter – Vægtafgift, grøn ejerafgift eller CO2-ejerafgift
- Brændstof – Udgifter til brændstof (diesel, benzin eller el)
- Bilsyn – Udgifter til syn af bilen (hvert andet år)
- Forsikring – Bilforsikringer dækker over kasko- samt den lovpligtige ansvarsforsikring
- Uforudsete udgifter – Reparationer, skader og slid
Kan det betale sig at lease en bil? Klik på linket og læs mere om leasing af bil.
Prisen på et kørekort
For at køre bil på de danske veje, skal du have et kørekort. Har du ikke allerede et kørekort, eller har du brug for generhvervelse af kørekort, er det den første udgift på listen, men hvad koster et kørekort? Priserne kan variere meget, men hvis du vil gå på den fedeste og sjoveste køreskole Odense kan tilbyde, bør du overveje os. LZ Køreskole kan tilbyde dig præcis den kørekortpakke, der matcher dine behov – uanset om det er kørekort automatgear eller til manuelt gear.
Hvad koster det at have en bil?
Den seneste tid er der sket meget med brændstofpriserne – og dermed også prisen på at køre i sin bil. Vi kan ikke forudsige, om det bliver dyrere eller billigere i fremtiden, så vores udregninger er kun vejledende.
Biludgift | Udgift beskrivelse | Pris pr. år på udgift |
Ejerafgift | Alle bilejere skal betale ejerafgift to gange årligt (ca. 600 kr. x 2); er bilen indregistreret inden 1. juli 2021, hedder det grøn ejerafgift, ellers er der tale om CO2-ejerafgift | = 1.200 kr. årligt |
Brændstof | Kører du 20.000 km årligt i en bil, der kører 17 km/l og en benzinpris på 17,5 kr./l (i skrivende stund svinger prisen lige over/under) | = 20.588 kr. årligt |
Bilsyn | Din bil skal til lovpligtigt eftersyn hvert andet år (400 kr) | = 200 kr. årligt |
Reparationer | Kører du 20.000 km/år i en NY bil | = 4.500 kr. årligt |
Nye dæk | Skift mellem sommer- og vinterdæk samt nye dæk hvert 5. år | = 800 kr. årligt |
Bilvask | En månedlig bilvask á 50 kr. | = 600 kr. årligt |
Vejhjælp | Et fornuftigt tilvalg, hvis du får problemer på vejen | = 600 kr. årligt |
Billån | Årligt afdrag på en bil til 150.000, lån uden udbetaling, variabel rente og 8 år løbetid | = 25.000 kr. årligt |
Samlede udgifter med billån | Samlede udgifter uden billån | |
Årlig udgift: | 54.076,5 kr. | 29.076,5 kr. |
Månedlig udgift: | 4.506,5 kr. | 2.423 kr. |
Bilafgifter
Bilafgift er en afgift, som alle bilejere skal betale. Der findes tre typer af bilafgifter; vægtafgift, grøn ejerafgift og CO2-ejerafgift.
- Vægtafgiften bliver beregnet ud fra bilens totalvægt og gælder for køretøjer, der er blevet indregistreret første gang inden 1. juli 1997.
- Grøn ejerafgift bliver beregnet ud fra, hvor langt bilen kan køre pr. liter brændstof og gælder biler registreret mellem 1. juli 1997 og 30. juni 2021.
- CO2-ejerafgift afhænger af, hvor mange gram CO2 din bil udleder for hver kørt kilometer, og gælder biler indregistreret første gang efter 30. juni 2021.
Når køretøjet skal indregistreres første gang, kan du blive pålagt en registreringsafgift. Køber du bilen hos en forhandler, vil denne typisk tage sig af registreringsafgiften samt nummerplader til bilen, hvorimod du selv skal stå for det, hvis du f.eks. vælger at importere en bil.
Udgifter til brændstof
Brændstofpriserne er steget kraftigt de seneste år, og det er derfor ikke en uvæsentlig omkostning ved at have bil. Udgifterne til brændstof kan nemlig være høje, hvis man kører meget i sin bil.
Der er tre typer brændstof; benzin, diesel samt el- og hybridbiler.
- Hvad koster det at have en benzinbil? En benzinmotor bliver hurtigt varm, og den er derfor (i modsætning til dieselmotorer) velegnet til kortere ture og bykørsel. Prisen på en liter benzin er højere end en liter diesel, og benzinbiler udleder mere CO2 end diesel-, hybrid- og elbiler, så du kan forvente en lidt højere CO2-ejerafgift på en benzinbil.
- Hvad koster det at have en dieselbil? Det er ikke en fordel at investere i en dieselbil, hvis du hovedsageligt kører bykørsel og småture – her når dieselmotoren nemlig ikke at blive ordentligt varm. Faktisk skal du køre over 20.000 km om året, før det kan svare sig at køre dieselbil. Kører du ofte lange distancer, kommer dieselbilen til sin ret; literprisen for diesel er nemlig (oftest) lavere end benzin.
- Hvad koster det at have en elbil eller hybridbil? En hybrid- eller elbil udleder mindre CO2 end diesel- og benzinbiler, og derfor er de billigere i CO2-ejerafgift. Ulempen er, at det tager længere tid at oplade en elbil end at tanke en “almindelig” bil, så du vil opleve lidt mindre fleksibilitet – til gengæld vil prisen for en optankning være betydeligt lavere!
Reparationer og andre uforudsete udgifter
Biler holder ikke evigt, og derfor kan det ske, at din bil pludselig skal repareres. Hvis du kører 20.000 km om året i en ny bil, kan du forvente at skulle af med cirka 4.500 kroner om året til reparationer. Uforudsete udgifter kommer altid på de dårligste tidspunkter, så det er en rigtig god idé at sætte penge af til reparationer hver måned.
Bilforsikring: Kasko- og ansvarsforsikring
Når man snakker om forsikring af bilen, findes der to forskellige typer; den ene er den lovpligtige ansvarsforsikring, der dækker skader, du måtte påføre andre, den anden er kaskoforsikring. En kasko- eller delkaskoforsikring dækker skader på din bil. Men hvad koster det at forsikre sin bil?
Prisen på din forsikring kan variere meget og afhænger af flere forskellige faktorer; blandt andet din alder, anciennitet, bilmærke og -model samt hvilke forsikringer og dækningsgrad du ønsker. Jo yngre du er, des dyrere er forsikringen – men efterhånden som du opbygger din anciennitet og bliver en mere erfaren bilist, vil du opleve, at forsikringspriserne falder.
Finansiering af bilkøb
En bil er ikke en billig investering, og det er nok de færreste, der kan betale deres bil kontant. For at finansiere bilkøbet kan det derfor blive nødvendigt at optage et billån. Hvis det er tilfældet, skal du – ud over de andre udgifter – også afsætte penge til at betale renter og afdrag på dit billån.
Det kan være en stor økonomisk fordel at købe en brugt bil i stedet for en fabriksny; bilen taber meget værdi, lige så snart den kører ud fra forhandleren, men når du køber en bil brugt, skal du være opmærksom på bilens stand – tjek for rust, hvor langt bilen har kørt, hvornår den sidst er synet og lignende, så du ikke ender med store udgifter til reparationer.
Leasing af biler er blevet mere og mere udbredt. Leasing går ud på, at du som privatperson leaser (langtidslejer) en bil til en fast månedlig pris, men du bør være ekstra opmærksom på vilkårene ved leasing, hvis du overvejer denne type finansiering af dit bilkøb.
Så hvad koster det at have egen bil?
Alt i alt kan det blive en dyr fornøjelse at have en bil – men det er dog stadig en fornøjelse! Det giver en unik frihed at have sin egen bil, og det er rart at kunne køre lige præcis, hvor man har lyst. Husk dog på alle de udgifter, der følger med et bilkøb; forsikring, reparationer, finansiering mv., inden du kaster dig ud i det! Alt i alt er det dog en oplevelse, som de fleste synes, er det hele værd!